I går havde jeg mit lovsangsteam på besøg til hygge og hjemmebag. Det blev en skøn aften med sjov og alvor, gode og dybe snakke, og ikke mindst tid til at dele et ord fra Bibelen og bede for hinanden.

Efterfølgende har jeg tænkt over, hvor vigtigt det egentlig er, at vi husker at være mennesker og venner sammen, og ikke kun en flok, som spiller og øver sammen.

Vi har brug for at kunne grine og græde sammen, bede for hinanden, opmuntre hinanden med tros-ord, bære over med hinanden og en gang imellem tage nogle ordentlige konflikter sammen. Det er først når vi deler liv og hjertefællesskab, at vi virkelig rammer det, der er Guds tanke for os: fællesskab med ham og med hinanden.

I Hebræerbrevet 13:15-16 står der:
“Lad os på grund af, hvad Jesus har gjort, altid bringe lovprisningsofre til Gud. Lad os prise og takke Gud med vores ord. Men forsøm heller ikke at gøre godt og at dele med andre, for sådanne ofre glæder Gud”.

Jesus ønsker vores lovprisning og vores sang og musik. Han ønsker at vi skal dygtiggøre os og give ham vores bedste. Og han længes efter vores hjerters overgivelse. Men han ønsker lige så meget, at vi elsker de mennesker, han har sat i vores liv. At vi værdsætter hinanden og tør gå tæt på og følges med hinanden.

Lad os ikke være så opadfokuserede i vores lovsangstjenester, at vi glemmer det, der er ligeså vigtigt, nemlig vores brødre og søstre. En sund tjeneste er både vertikal og horisontal: vi ser hen til Jesus, og vi holder øje med hinandens trivsel.

Det er derfor David skriver i Salme 133:
“Hvor er det godt og herligt,
når brødre sidder sammen!
Det er som den gode olie på hovedet,
der flyder ned over skægget,
over Arons skæg,ned over kjortlens halsåbning.
Det er som Hermons dug, der falderpå Zions bjerge.
For dér giver Herren velsignelsen,
livet i al evighed.”

Med kærlig hilsen
Katrine Høgenhaug
musikpastor i Kirken i Kulturcentret.