I går havde jeg mit lovsangsteam på besøg til hygge og hjemmebag. Det blev en skøn aften med sjov og alvor, gode og dybe snakke, og ikke mindst tid til at dele et ord fra Bibelen og bede for hinanden.Led!
Hvem kender ikke ordene: ”Et lille skridt for mennesket, et kæmpe skridt for menneskeheden.”?
Neil Armstrong og hans team var flere hundrede tusind kilometer hjemmefra på det tidspunkt. Sendt op i en rumraket, som på starttidspunktet indeholdt mange, mange tons sprængfarlig brændstof. Med en ilt-ration, der ikke tålte mange uforudsete forsinkelser og et rumskib, som de kun kunne håbe på ville bringe dem tilbage til ’moderskibet’ igen fra månen. Der var kort sagt…ret ensomt, også selv om hele jorden bakkede astronaut-teamet op hjemmefra og heppede på dem. Hvad kunne det hjælpe, hvis noget gik galt helt derude i ’nothingness’?
Måske kender du situationen, hvor lovsangsgruppen eller enkelte musikere kaldes frem for at spille stille i slutningen af en gudstjeneste. Det er gennem de seneste årtier blevet en kendt situation inden for frikirkelige kredse at lade en stille musik være med til at danne ramme omkring fx et alterkald, forbønsituation eller indvielse.
Den anden dag sad jeg med mit lille katolske studiehæfte om ”åndelig kamp” og læste om Jesus, som den der er gået foran os i alle forhold. Inden jeg havde læst afsnittet færdigt, var jeg i fuld gang med at skrive en sang inspireret af disse tanker. Lige dér blev sammenhængen mellem input og output ganske tydelig for mig. Og jeg huskede igen den opfordring/formaning jeg oplevede for et par år siden til at studere og fordybe mig mere i Bibelen.
